22.07

I Danmark forbruger vi ressourcer svarende til, hvad der skal fire jordkloder til at forsyne. Det siger sig selv, at det ikke kan fortsætte. 40% af energien forbruges i bygninger, 40% af alt affald kommer fra byggeaktiviteter, og 30% af CO2-udledningen kommer fra bygge- og anlægsaktiviteter – 10% fra byggeprocessen og de byggematerialer, vi bygger og anlægger med og 20% fra den energi, vi forbruger i bygninger. I de vestlige lande kan hele 40% af CO2-udledningen henføres til bygninger samt bygge- og anlægsaktiviteter. Procentsatserne er stort set identiske med procentsatserne for 10 år siden.

Med ovenstående erkendelse, så er det både bekymrende og uforståeligt, at der ikke politisk tages meget mere konkret fat i de potentialer, som bygge- og anlægssektoren rummer i forhold til den grønne omstilling.

Energiforbruget skal ned og være grønt

Hvis vi ser på energiforbruget i bygninger, så er der flere gode grunde til at tage fat her. Klimamæssigt, men også forsynings- og sikkerhedspolitisk, skal vi på én og samme tid reducere vores energiforbrug og omstille fra sort til grøn energi. Vi har i Danmark vist, at der er en vej. Vi er som samfund i stand til at spare på energien, når det er påkrævet ­– eksemplificeret ved det nedsatte forbrug sidste efterår og vinter foranlediget af de meget høje energipriser. Men rene besparelser er ikke i sig selv nok. Der er også et betydeligt behov for at omlægge vores varmeforsyning fra olie og gas over til en grønnere fjernvarme og varmepumper. Imidlertid står det også klart, at vi i Danmark er bagud, når det gælder om energieffektivisering og energibesparelser. For eksempel har vi alt for lille udnyttelse af overskudsvarme fra industrien, ligesom vi glimrer ved ikke at have en samlet plan for energieffektivisering og energibesparelser. Her halter vi efter de direktiver, der kommer fra EU, i stedet for at gå foran og vise, at vi både kan omstille vores energiforsyning til at være baseret på vedvarende energi samtidig med, at vi reducerer behovet for energi til for eksempel opvarmning.

Byggeerhvervet er storforbruger af ressourcer

Ser vi på ressourceforbruget, så er bygge- og anlægsbranchen i Danmark og globalt en af storforbrugerne af klodens ressourcer og samtidig storleverandør af affald.

Vi er derfor nødt til at forholde os til, hvad der er behov for at bygge og anlægge i fremtiden. Kan vi i langt højere grad renovere og levetidsforlænge de bygninger, som allerede er opført? Kan vi på en struktureret og systemisk måde genbruge meget mere frem for bare at lade byggematerialer ende som vejfyld eller blive afbrændt? Og kan vi begynde at anvende byggematerialer, der er en del af klodens fornybare ressourcer som for eksempel biogene byggematerialer?

Det er nærliggende at antage, at det fremadrettet bliver et krav, at man som bygherre skal redegøre for mulighederne ved renovering og levetidsforlængelse, før man får tilladelse til at nedrive bestående bygninger, ligesom bygningers klimaaftryk bliver en afgørende parameter, når der både skal bygges nyt og renoveres.

Fokus på byggeriets klimabelastning

Det leder frem til det tredje fokusområde – byggeriets klimabelastning. I Danmark har vi introduceret CO2-belastning pr. m2 nybyggeri som et nyt krav i vores byggelov. Selv om kravet, der blev indført 1. januar 2023, er ganske lempeligt, så viser det en ny vej for både måden at bygge på, men også for den måde vi producerer byggematerialer på. Med krav om livscyklusanalyser for alt nybyggeri, så er klimaaftryk for det, vi bygger, reelt introduceret. Det har allerede sat nye dagsordener for producenter af byggematerialer – ikke mindst for klimabelastende materialer som beton, stål, glas og tegl. Inden for disse områder arbejdes der målrettet med at omlægge produktion og udvikle nye metoder, så konventionelle byggematerialer kan leveres med langt lavere klimaaftryk.

Klimakravene vil også åbne for nye biogene byggematerialer som for eksempel halm, hamp og træaffald, ligesom renovering og levetidsforlængelse af det, vi allerede har bygget, bliver en fremherskende dagsorden.

Indtænk byggeriet i den politiske regulering

Med ovenstående erkendelser in mente er det uforståeligt og bekymrende, at der politisk ikke er langt mere fokus på den betydning bygge- og anlægssektoren har og kan få i forhold til de markante klima- og ressourceudfordringer vi skal løse, både nationalt og internationalt. For eksempel skal EU i efteråret indgå aftale om et nyt bygningsdirektiv. Her er der stor interesse for at introducere krav, der nedsætter bygningers energiforbrug, hvilket er godt. Men bygningers klimaaftryk er der meget lille appetit på at regulere eller stille krav til. Det kan bekymre, da vi allerede i Danmark har vist, at klimakrav til for eksempel nybyggeri meget hurtigt har sat nye udviklingsdagsordener i spil.

Bygninger og det byggede miljø skal langt højere op på agendaen og politisk anerkendes som en vigtig brik i den grønne omstilling, og det sker bedst i et fornuftigt samspil mellem politisk regulering, efterspørgsel fra bygherrer og udbud af løsninger fra byggebranchen. Vi mangler, at det politiske miljø anerkender byggeriet som en sektor, der kan vise sig afgørende for, at vi som samfund kan realisere de danske og internationale klimaambitioner.